Skjern Håndbold sejrede i aftes 29-21 over Viborg HK, som stadig er uden points i denne sæson.
Efter kampen var der i Skjern-lejren ingen tvivl om, at selvtilliden spillede en stor rolle.
”Vi har en fantastisk selvtillid i truppen i modsætning til Viborg, og det var tydeligt. Vi knækkede dem hurtigt, og så var der ingen tvivl om resultatet,” lød det fra Rune Ohm, som blev bakket op af Jeppe Riber:
”Vi vidste, at vi skulle slå hårdt til fra starten af, for så ville vi køre dem over. Det lykkedes, og efter den hurtige føring formåede vi at bevare trykket, og det kunne de ikke svare igen på,” sagde Jeppe Riber, der glædede sig over, at alle mand fik spilletid.
”Pokalkampen på søndag mod Nordsjælland er utrolig vigtig, så derfor var det helt perfekt, at alle mand kom i spil og oveni købet på scoringstavlen. Det sparede kræfter,” sagde Jeppe Riber.
Kampens topscorer og Man of the Match blev Rune Ohm med syv fuldtræffere, og højrebacken var efter kampen fint tilfreds med sin egen præstation.
”Det var fint, ja. Armen har været godt kørende længe, men i det seneste stykke tid har foden været åndssvag. Det er ovre, og så var det fedt at vise lidt niveau i dag. Jeg kan jo stadig,” sluttede Ohm med et smil.