Markus Olsson spillede en stor kamp i Skjern-trøjen tirsdag aften.
- Det var en af de bedste kampe i Skjern-trøjen hidtil. Sådan lød udmeldingen fra gårsdagens seksmålsskytte, Markus Olsson, efter gårsdagens lokalopgør.
Af Nicklas Thygesen
Han var livsfarlig i Skjern-offensiven sammen med Kasper Søndergaard.
16 ud af vestjydernes 27 mål kom fra de to landsholdsbacks, Markus Olsson og Kasper Søndergaard i gårsdagens lokalopgør mod Team Tvis Holstebro.
- Det var min første sejr over Tvis nogensinde – og så i nogle fantastiske omgivelser. Det var en af de bedste kampe i Skjern-trøjen hidtil, siger Markus Olsson, der scorede seks gange i tirsdagens kamp.
Med sejren på 27-25 over Team Tvis Holstebro er vestjydernes semifinaledrømme fortsat intakte.
- Vi er tilbage på vindersporet. Vi havde brug for to point for at holde liv i gruppen, hvor en sejr mod vores ærkerivaler var et must. Vi havde de fornødne marginaler, og alle mand kom med de få ekstra procenter, som vi har manglet i de foregående kampe. Det var en fantastisk aften i Skjern Bank Arena, siger svenske Olsson.
Markus Olsson, Kasper Søndergaard og resten af Skjern-spillerne skal i aktion igen på tirsdag, hvor vestjyderne skal en tur til Sønderjylland, hvor SønderjyskE venter i den fjerde slutspilskamp.