Anders Dahl-Nielsen og John Bruun står i spidsen for Skjerns liga-herrer i årets sidste kamp.
En sæson med op- og nedture slutter for Skjern Håndbolds vedkommende på onsdag, hvor Skive fH venter i pokalturneringens syvende runde.
Skjern Håndbold har ikke vundet i de seneste syv kampe, og med udsigt til en vigtig pokalkamp i Skive i sæsonens sidste kamp, har Skjern-ledelsen besluttet at rokere om på trænerbænken.
Det nuværende trænerteam bestående af Krister Lindgren og Morten Bjerre stopper derfor en uge før planlagt, og i stedet overtager klubkoryfæet Anders Dahl-Nielsen og John Bruun tøjlerne i den sidste kamp i håbet om ny energi og
humør.
”Sæsonen har været en sportslig skuffelse, som vi alle bærer en del af ansvaret for. Vi håber at kunne slutte sæsonen af med en sejr i den meget vigtige pokalkamp, og er derfor glade for, at Anders Dahl-Nielsen og John Bruun har sagt ja til at forsøge at pumpe noget energi ind i truppen til denne kamp,” siger Carsten Thygesen.
Skjerns kamp mod Skive spilles onsdag aften kl. 20.00.