STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Århus Håndbold-Skjern

En defensiv og kollektiv præstation i særklasse.

Det var hvad, Skjern Håndbold i fredags leverede på hjemmebane foran over 2000 mennesker, da topholdet fra BSV blev sendt hjem med et svigende nederlag på hele 31-23. Dermed fulgte de grønblusede op på de flotte takter fra forrige weekends point mod stormagten fra AG København.

Tirsdag aften venter der så endnu et nyt stort opgør, når ligaens dukse fra Århus Håndbold tager imod Skjern i NRGi Arena. Erik Veje Rasmussens århusianske tropper har imponeret alt og alle i de første fire kampe i sæsonen, hvor hold som blandt andet KIF Kolding og AaB Håndbold har måttet bøje sig for århusianerne, som har maksimum points efter fire runder.

Den århusianske succes skyldes blandt andet den venstrehåndede troldmand, Kasper Irming, som har været helt forrygende i denne sæson, hvilket 32 mål i blot fire kampe tydeligt indikerer.

En anden Århus-spiller, som har imponeret, er Skjern-drengen Kim Jørgensen, som kom til Århus fra 1. divisionsklubben Skanderborg inden denne sæson. Den hurtige playmaker har været en glimrende offensiv drivkraft for østjyderne, som er ligaens næstmest scorende hold, mens også spillere som Mads Lind, Jakob Thoustrup og Toke Holst har vist god form for århusianerne.

Ifølge statistikken er Skjern til trods for århusianernes førsteplads i rækken storfavoritter til tirsdagens kamp. Skjern har således ikke tabt i de seneste syv indbyrdes opgør, hvor det er blevet til to uafgjorte kampe og fem Skjern-sejre. For at finde den seneste Århus-sejr over Skjern, skal man tilbage til efteråret 2006.

Skjern må igen undvære backen Rasmus Porup, som er ude med en fodskade, men ellers er resten af Skjern-truppen skadesfri.

Kamptidspunkt: Tirsdag den 28. september kl. 18.30 – kampen vises på TV2 Sport.

NYHEDER