Det er tæt på at være sidste udkald for Skjern Håndbold, hvis håbet om en DM-finale skal bevares. Med to nederlag i de to første slutspilskampe skal de grønblusede efter alt at dømme hente en udebanesejr i Århus søndag eftermiddag for at holde liv i den store DM-drøm.
Søndagens modstandere fra Århus Håndbold har i denne sæson været en af ligaens største overraskelser, hvor det udover en imponerende tredjeplads i grundspillet også er blevet til en flot slutspilssejr på fem mål over KIF Kolding i sidste weekend. Det efterlader århusianerne på en andenplads i slutspilspulje 2 med tre points – skarpt forfulgt af Skjern på tredjepladsen med to points.
En af årsagerne til århusianernes store succes skyldes en kombination af den rutinerede cheftræner Erik Veje Rasmussens faglige kløgtighed, et stærkt forsvarer og landsholdsspilleren Kasper Irmings mange mål fra højre back. Desværre for søndagens værter har Irming været skadet i hele foråret, og bagspilleren har således heller ikke spillet en rolle i slutspillet endnu.
Skjern og Århus har for vane at spille meget tætte og intense kampe mod hinanden, hvilket de seneste 12 indbyrdes kampe tydeligt illustrerer. Ni ud af de seneste 12 kampe er nemlig endt med en måldifference på maksimum ét mål.
Trods de tætte kampe er det dog som oftest Skjern, der trækker sig sejrrigt ud af de indbyrdes kampe, idet århusianerne ikke har vundet over Skjern i de seneste ni indbyrdes opgør, hvorfor den seneste Århus-sejr over Skjern fører helt tilbage til november 2006.
Kamptidspunkt: Søndag den 17. april 2011 kl. 16.50.