STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Nordsjælland-Skjern

VM-glædesrusen er så småt fortaget, og Jack & Jones Ligaen genoptages igen efter knap halvanden måneds kamppause.

Første opgave for Skjern Håndbold, der har overvintret på en tredjeplads, er lørdagens udebanekamp mod Nordsjælland Håndbold, der ligesom Skjern heller ikke har haft en eneste spiller med til VM-slutrunden i Sverige.

Skjern-truppen har brugt VM-pausen til en masse fysiske træningspas, mens det ligeledes er blevet til to træningskampe, der har resulteret i en sejr over HC Midtjylland og uafgjort mod svenske Ystad.

Kun tre points adskiller Skjern og Nordsjælland, der tidligere på sæsonen har mødt hinanden to gange med en sejr til hvert hold til følge. Nordsjælland vandt overraskende 28-23 i Skjern i efteråret, men de grønblusede tog revanche i pokalturneringens kvartfinale, hvor nordsjællænderne tog fra Vestjylland med et svigende nederlag på 32-23.

Nordsjælland er sandsynligvis uden holdets største stjerne, Nikolaj Marcussen, men i fraværet af storskytten har blandt andre den AG København-udlejede bagspiller, Mads Larsen, taget over med stor succes. Mads Larsen er også holdets næstmest scorende spiller med 84 mål – kun overgået af den finurlige playmaker Chris Jørgensen med 86 mål.

Cheftræner Henrik Kronborgs mandskab har på hjemmebanen i Helsinge haft godt styr på topholdene i denne sæson, hvor man har taget points fra både KIF Kolding og BSV. Det er således kun blevet til to nederlag på hjemmebane heraf et nederlag på ti mål til suveræne AG København.

Sidst Skjern gæstede det nordsjællandske vandt Skjern 27-25 blandt andet på grund af ni mål fra Rune Ohm og Claus Møller Jakobsen. Overordnet set har de grønblusede haft godt styr på Nordsjælland i de seneste år, hvilket syv sejre i de seneste ni kampe indikerer.

Læs mere om kampen senere her på siden.

Kamptidspunkt: Lørdag den 5. februar kl. 14.30 – kampen vises direkte på TV2.

NYHEDER