STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Otterup HK-Skjern

Sommeren er forbi, og efter knap halvanden måned med sure løbeture, fysisk træning og turneringssejre på træningslejren i Portugal er Skjern Håndbold klar til sæsonstart.

Sæsonens første opgave er 1/8-finalen i pokalturneringen, som også kaldes Nordea Cup, hvor fynske Otterup HK lørdag tager imod Skjern-mandskabet. Otterup HK spiller i dag i 2. division, men har tidligere spillet i den bedste danske række. Tilmed har klubben også spillet europæisk håndbold, hvilket skete i år 1998 – samme år som Skjern Håndbold rykkede op i ligaen.

Skjern Håndbold har efter en begivenhedsrig august måned med blandt andet FTZ Cup og en 12 dages træningslejr i Portugal indstillet sigtekornet. Træningslejren i Portugal var en stor succes, som resulterede i to turneringssejre ud af to mulige til trods for et hav af spillerafbud i de sidste par kampe.

Den gode oplevelse i Sydeuropa fik efterfølgende Skjern-anfører Jesper Jensen til at udtale, at Skjern-spillerne føler sig godt rustet til turneringsstarten, mens anføreren også påpegede, at de grønblusede havde et fysisk overskud.

Lørdagens 1/8-finale i pokalturneringen er Skjern Håndbolds tiende 1/8-finale siden år 1993. Dette faktum understreger tydeligt klubbens stolte traditioner i pokalturneringen, hvor det siden 1994 er blevet til i alt fem finalepladser – heraf én finalesejr.

Læs mere om pokalkampen senere her på siden.

Kamptidspunkt: Lørdag den 4. september kl. 16.00

 

NYHEDER