Slutspillet har nået sin afslutning, og toppladserne er fordelt uanset resultatet af søndagens kampe. AG København og BSV spiller om DM-guldet, mens Skjern Håndbold har fornøjelsen af Nordsjælland Håndbold i bronzekampen.
Inden de afgørende kampe skydes i gang, skal slutspillets sidste runde dog færdiggøres. Skjern Bank Arena får besøg af Erik Veje Rasmussens tropper fra Århus Håndbold, der efter et fremragende grundspil måtte erkende, at kræfterne ikke rakte til en topplacering i slutspillet. Dog kan århusianerne se tilbage på en ifølge Erik Veje Rasmussen forrygende sæson med top 3-placering i grundspillet og pokalfinale.
Skjern og Århus har i de seneste sæsoner spillet adskillige tætte opgør, hvilket senest skete i slutspillets tredje runde i Århus, hvor et heldigt Skjern-mandskab fik hevet sejren hjem til slut. Ser man på statistikken skal man dog helt tilbage til i november 2006 for at finde den seneste Århus-sejr over Skjern, hvilket er det samme som ti indbyrdes opgør uden århusiansk sejr.
I Skjern-lejren må man se bort fra Per Leegaard og Simon Krogh, der begge er skadet, mens en sygdomsramt Kristian Gjessing forventes klar igen. I Århus-lejren forventes Mikkel Øris Nielsen og Kasper Irming ude.
Kamptidspunkt: Søndag den 8. maj kl. 16.50.