Spændingen er intakt i toppen af Jack & Jones Ligaen, hvor både AaB, Nordsjælland, Århus og Skjern kæmper om den eftertragtede andenplads, der giver to points med over i det kommende slutspil.
I fredags sikrede Skjern sig den første af tre afsluttende sejre, da Mors/Thy blev besejret på udebane, og præcis en uge senere venter endnu en vigtig kamp mod et hold, der ligger uden for de otte slutspilsgivende placeringer. Fredagens modstander fra FIF er faktisk sikret nedrykning, idet københavnerne i lørdags tabte til KIF Kolding og dermed isolerede sig i bunden af rækken.
FIF har dog til trods for bundplaceringen spillet adskillige gode kampe i sæsonen. De hårdtkæmpende københavnere har taget points fra AaB og presset både Team Tvis Holstebro, Nordsjælland og Skjern til smalle sejre. Da Skjern i efteråret var på besøg på Frederiksberg var Skjern således også bagud med to mål ved pausen, før københavnerne som så mange gange før i denne sæson ikke havde tilstrækkelige ressourcer i slutningen af kampen, hvorfor Skjern vandt 32-28.
Hos FIF finder man især to velklingende liganavne, der tidligere har givet Skjern problemer. Højrefløjen Anders Christensen og bagspilleren Nikolaj Koch-Hansen er blandt omdrejningspunkterne på det københavnske bundhold, og de to har således også stået bag ikke færre 219 af københavnernes i alt 546 scoringer.
Skjern måtte i fredags undvære Rune Ohm, Thomas Klitgaard, Jeppe Riber og Simon Krogh, men Rune Ohm har trænet med i det seneste dage og kan måske være en del af Skjern-truppen fredag aften.
Læs mere om skadessituationen senere.
Kamptidspunkt: Fredag den 25. marts kl. 19.00