STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Skjern-Fredericia

Blot tre dage efter udebanenederlaget i Nordsjælland skal Skjern Håndbold forsøge at rejse sig, når Fredericia HK tirsdag aften kommer på besøg i Skjern Bank Arena.Skjern havde alle mulighederne for at hente to points i lørdagens kamp mod Nordsjælland, men de grønblusede kendte ikke besøgelsestiden, da det spidsede til.

Derfor er to points i tirsdagens hjemmekamp mod Fredericia et must, hvis Skjern fortsat skal hænge på i top 3. Kos’ mandskab har nemlig ikke vundet i tre kampe i træk, ligesom det kun er blevet til en sejr i de seneste fem ligakampe.

Tirsdagens gæster fra Fredericia med cheftræner Søren Hildebrand i spidsen kommer til Skjern med to sejre i træk i bagagen. Holdet består unge, dygtige spillere som blandt andre Mathias Helt Jepsen, Casper Mortensen og Rasmus Jensen kombineret med en rutineret målmandsduo i den mangeårige GOG-stjerne, Peter Henriksen, og Christian Lynggaard.

Skjern har dog et godt tag i den traditionsrige håndboldklub, som ikke har slået Skjern siden november 2006. Fredericia HK har kun vundet i Skjern én eneste gang i ligasammenhæng, hvilket skete i forbindelse med indvielsen af Skjern Bank Arena i 2005. Her vandt gæsterne med Simon Krogh på holdet 24-22, og efterlod over 2400 tilskuere dybt skuffede.

Om det sker igen, kan du finde ud af ved at møde op i Skjern Bank Arena i morgen aften.

Kamptidspunkt: Tirsdag den 8. februar 2011 kl. 19.00.

NYHEDER