Det hektiske kampprogram fortsætter for Skjern, der fredag aften spiller den tredje ligakamp på blot en uge. Modstanderen er oprykkerne fra HC Midtjylland, der for første gang nogensinde spiller i Skjern Bank Arena i en ligakamp.
De to hold har tidligere dystet i diverse træningskampe, men på fredag skal midtjyderne for første gang prøve kræfter med et talstærkt publikum i Skjern Bank Arena, der i søndags var stærkt medvirkende til at Asmussen og co. hev et point hjem mod topholdet fra Århus.
HC Midtjylland er inde i en skidt pointmæssig stime, hvor det blot er blevet til et enkelt point i de seneste 11 kampe. Dog skal det siges, at gæsterne i de seneste fire kampe har mødt AG København, KIF Kolding, AaB og BSV. Ikke desto mindre er cheftræner Frans Hammers mandskab blot tre points fra den absolutte bundplacering, som pt. indtages af FIF.
Tidligere på sæsonen vandt Skjern 33-28 over HC Midtjylland i Herning i en kamp, hvor Thomas Klitgaard, Jesper Jensen og Per Leegaard sammenlagt scorede over halvdelen af Skjerns mål. Det vil ikke ske igen, idet de to førstnævnte endnu engang må tage plads på tribunen på grund af skader, mens Per Leegaard er tvivlsom. Dog kan fysioterapeut John Bruun afsløre, at både Claus Møller Jakobsen og Kristian Gjessing med 100 procent sikkerhed spiller, selv om ingen af de to er 100 procent klar.
Fredagens kamp er desuden den sidste hjemmebanekamp for Skjern i 2010. Næste gang de grønne løber på banen i Skjern Bank Arena er først den 8. februar 2011, hvor Fredericia HK Elite kommer på besøg.
Kamptidspunkt: Fredag den 17. december kl. 19.00.