STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Skjern-Viborg

Grønne håndboldfans i Vestjylland har i den sidste halvanden måneds tid været igennem en sand følelsesmæssig rutsjebanetur.

En heldig et-målssejr i Fredericia blev afløst af en ægte fiaskokamp af Skjern, hvor Nordsjælland ordnede de grønne i egen hule. Herefter skabte Vestjyderne sensationen, da AG København måtte tage til takke med ét point efter mødet med Skjern, og så gik det stærkt.

Først blev BSV sat til vægs, derefter var det topholdet fra Århus og senest er det de lokale hold fra Team Tvis og HC Midtjylland, som er blevet besejret af Skjern.

I morgen aften skal Skjern Håndbold så forsøge at fortsætte stimen af flotte sejre, når underpræsterende Viborg HK gæster Skjern Bank Arena.

Holdet fra domkirkebyen har indtil videre i sæsonen meget overraskende ikke hentet et eneste point til kontoen, hvorfor de grønne viborgensere må tage til takke med en sidsteplads i rækken.

Holdet styres af Bo Tolstrup, som inden denne sæson har måttet vinke farvel til sin guldfugl, Stefan Hundstrup, der er fløjet til AG København. Dog har traditionsklubben hentet bagspillerne Marvin Nartey, Allan Damgaard og Elijan Dzankovic, som støder til en midtjysk trup, der i forvejen tæller blandt andre Dane Sijan og Morten Bjerre.

De to grønklædte mandskaber har i over et årti haft mange intense og velspillede indbyrdes opgør. Siden sæsonen 1999/2000 har de to hold spillet 22 indbyrdes kampe, hvoraf Skjern har vundet 11 gange, Viborg ni gange, mens to kampe er endt uafgjort.

Som tilføjelse kan det nævnes, at Skjern har sejret i tre af de seneste fire indbyrdes kampe.

Kampen mellem Skjern og Viborg HK starter kl. 19.00.

NYHEDER