STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Team Tvis-Skjern

Vestjyske håndboldfans kan endnu engang gøre klar til en af sæsonens store oplevelser. I morgen aften gæster Skjern Håndbold nemlig lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro, der ligesom Skjern har spillet en flot efterårssæson. Kampene mellem Skjern og Team Tvis behøver ingen nærmere præsentation eller beskrivelse. Det er kampe, der betyder mere end to points, og det er kampe, der snakkes om meget om både før og efter.

Fredagens værter fra Holstebro har haft en imponerende hjemmebanestatistik i efteråret, men fortet i Idrætscenter Vest har i de seneste par uger ikke været så uindtageligt som tidligere, idet både Århus Håndbold og mægtige AG København har hevet sikre sejre hjem.

Team Tvis Holstebro er dog alligevel placeret på en fjerdeplads med 16 points efter 13 kampe og har dermed seks points op til Skjern på andenpladsen. Hos Team Tvis Holstebro har specielt nyindkøbet Petar Nenadic vist sig at være en fremragende forstærkning, der har givet stort set alle ligatrænere panderynker. Han er også gæsternes topscorer med 60 mål.

Da de to hold mødtes i Skjern i oktober hev de grønblusede en sejr på seks mål hjem, men da de to hold sidst spillede i Idrætscenter Vest i Holstebro, var det Team Tvis’ der gav Skjern en lektion og vandt med fire mål. I de seneste ti indbyrdes kampe har Skjern dog overtaget med fem sejre, mens Team Tvis har vundet tre kampe og to er endt uafgjort.

Skjern må stadig undvære Thomas Klitgaard, mens Jesper Jensen og Kristian Gjessing er tilbage i truppen efter at have været med landsholdet til World Cup i Sverige i midtugen.

Kamptidspunkt: Fredag den 10. december kl. 19.30.

NYHEDER