STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Optakt: Viborg-Skjern

Thomas Klitgaard blev Skjern-topscorer med otte mål i efterårets kamp mod Viborg, der endte uafgjort 24-24.

Der er en masse på spil onsdag aften, når Skjern gæster Viborg, hvor begge hold før sidste spillerunde kan rutsje både op og ned i tabellen.

Af Kenneth Thygesen

Grundspillets 26. og sidste spillerunde løber af stablen onsdag aften, hvor samtlige ligahold er i aktion kl. 18.30.

Skjern, der er nummer fire i ligaen, skal på besøg hos Viborg HK, der er placeret som nummer syv i ligaen og dermed er en del af slutspillet. Viborgs slutspilsplads er dog ikke sikker endnu, hvorfor man kan forvente en topmotiveret midtjysk mandskab i Viborg Stadionhal.

Krister Lindgrens tropper fra Skjern har også en masse at spille for onsdag aften. En sejr kan måske sikre grundspillets tredjeplads, hvis BSV taber point i Skive, mens et nederlag måske kan sende Skjern ned på femtepladsen.

Hos onsdagens værter finder man flere interessante profiler, der i denne sæson har gjort sig flot bemærket. I målet regerer den erfarne serber, Dane Sijan, der i efteråret havde 21 redninger mod Skjern, mens Casper U. Mortensen boltrer sig på venstrefløjen med hele 140 mål i denne sæson. Derudover er tyske Marvin Netey og Allan Damgaard også flittige og dygtige skytter.

Mens Skjern er ligaens næstmest formstærke mandskab med fem sejre i de seneste seks kampe, har Viborg svinget lidt i præstationerne med tre sejre i de seneste seks kampe.

De to jyske traditionsklubber har mødt hinanden hele 25. gange siden år 2000, hvor det er blevet til tre uafgjorte kampe, 13 Skjern-sejre og ni Viborg-sejre.

I efterårets kamp i Skjern Bank Arena formåede Viborg at hente et enkelt point, idet kampen sluttede uafgjort 24-24.

Kamptidspunkt: Onsdag den 21. Marts kl. 18.30 – kampen vises direkte på TV2 Sport.

NYHEDER