STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Østergaard: Nu gælder det

Jacob Østergaard og Skjern er i slutspilspulje med BSV, Århus og Mors-Thy.

De afgørende kampe står for døren, og nu starter sæsonen for alvor, mener Jacob Østergaard.

Af Kenneth Thygesen

Muskelmanden Jacob Østergaard har efterhånden en del slutspil på bagen, men det er alligevel noget specielt hver gang, at de afgørende kampe kommer nærmere.

Den 27-årige stregspiller skal i fællesskab med kammeraterne fra Skjern i krig onsdag aften, hvor første ud af minimum seks slutspilskampe venter.

- Det er nu og de næste fire-fem uger, som faktisk definerer en sæson. Det er på en måde en ny turnering, hvor man som minimum har seks altafgørende kampe. Det skal man indstille sig på, siger Jacob Østergaard, der dog ikke vil bryde med rutinerne frem mod slutspilskampene.

- Jeg forsøger at holde det samme mønster som i grundspillet for at fortsætte med at ramme det samme spændingsniveau. Alle ved, at det er nu, det gælder, og derfor skal der skrues på knapperne. Men der skal ikke skrues for meget, for så bliver du overgearet, forklarer Jacob Østergaard.

En større tillid
Skjern tager to point med over i slutspillet som følge af andenpladsen, men det er mere end blot to point, Skjern har i bagagen.

- Der er selvtillid og ikke mindst en anden ro på holdet i år, og jeg har en fornemmelse af, at vi stoler mere på tingene end tidligere. Det, håber jeg, kan komme os til gode. Der er en forskel, men det kræver stadigvæk, at der arbejdes benhårdt i kampene, siger Jacob Østergaard.

NYHEDER