A-landsholdet er i denne uge samlet i Ringsted med tre repræsentanter fra Skjern Håndbold. Foto: DHF
Skjern-truppen er i denne uge noget smal, idet hele otte mand er med diverse landshold.
Af Kenneth Thygesen
For første gang siden OL i sommers er det danske herrelandshold samlet. Landstræner Ulrik Wilbek har landsholdstruppen til rådighed fra i dag til og med den 4. november, hvor der i weekenden bliver spillet to testkampe mod Argentina.
Skjern Håndbold er flot repræsenteret i A-landsholdstruppen, idet tre spillere er udtaget. Det drejer sig om Tim Winkler, Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard.
Landsholdsdebut til Boysen
Det er dog ikke kun på A-landsholdet, at Skjern er repræsenteret. Som vanligt er Bjarke Christensen udtaget til U21-landsholdet, men denne gang har han fået følge af Rasmus Boysen, der for første gang er med på U21-landsholdet.
Går man et skridt længere ned, finder man også tre Skjern-spillere på U19-landsholdet. Bagspillerne Mathias Skræddergaard, Jacob Lyhne Hansen og Jesper Dahl er de tre unge talenter fra Skjerns U18-mandskab, der alle er udtaget til landsholdssamling.
Alt i alt er altså otte mand fra Skjern Håndbold af sted med landsholdet i denne uge.