Polske Antoni Parecki forlader Danmark efter 22 år for at blive cheftræner i Start Elblag.
Skjern Håndbolds målmandstræner Antoni Parecki forlader Skjern til sommer til fordel for et cheftrænerjob i Polen.
Af Kenneth Thygesen
Efter 22 år i Danmark vender Antoni Parecki til sommer hjem til Polen.
Den polske målmandstræner har i årenes løb arbejdet hos Dansk Håndbold Forbund, Team Tvis Holstebro og FC Midtjyllands damehold og senest i Skjern Håndbold.
Men til sommer er målmandsarbejdet i Danmark slut, idet Antoni Parecki har skrevet under på en toårig kontrakt med den polske dameklub Start Elblag.
- Jeg fik tilbuddet for et år siden, men der følte jeg ikke, at jeg var klar. Det er jeg nu, og nu glæder jeg mig til at prøve mig selv af som cheftræner, siger Antoni Parecki.
Antoni Parecki har i sin tid i dansk håndbold haft fingeren på pulsen i mange forskellige klubber, og den erfaring vil målmandstræneren tage med videre.
- I alle klubber, jeg har været i, har jeg været en aktiv del af alle træningspas og været en del af det taktiske oplæg. På den måde føler jeg mig godt rustet, forklarer Antoni Parecki og slutter:
- Det er en mærkelig fornemmelse at rejse hjem efter så mange år i Danmark, men jeg glæder mig til at udvikle og implementere en masse ting i min nye klub, siger Antoni Parecki.