I søndags måtte Skjern-fløjen Thomas Pedersen humpe ud af banen med en knæskade, da Skjern slog Århus Håndbold.
Den rutinerede højrefløj blev mandag scannet, og som ventet viste undersøgelsen, at hans indvendige ledbånd er så beskadiget, at han skal skinnebehandles de næste seks uger.
”Efter seks uger i skinne venter der Thomas seks-otte ugers genoptræning. Det betyder formentligt, at han er helt klar, når den nye sæson går i gang,” lyder det fra Skjern-fysioterapeut John Bruun.
Thomas Pedersens knæskade betyder, at han har spillet sin sidste kamp i den grønne Skjern-trøje, idet han efter sæsonen skifter til fynske Faaborg HK.