Skjern-koryfæet Aron Kristjansson er ny islandsk landstræner.
En forhenværende Skjern-spiller- og træner er blevet ny landstræner for Island.
Af Kenneth Thygesen
Arnor Atlasson, Gudjon Valur Sigurdsson, Snorri Gudjonsson, Alexander Petterson og de andre islandske håndboldstjerner skal have ny landstræner - og det er ikke hr. hvem-som-helst set med Skjern-briller.
Det islandske håndboldforbund har nemlig ansat den mangeårige Skjern-mand Aron Kristjansson som ny landstræner.
Da Skjern Håndbold i 1998 rykkede op i landets bedste håndboldrække, blev islændingen Aron Kristjansson hentet til klubben som den første udlænding nogensinde. Aron Kristjansson imponerede i den grad i sin første sæson og var stærkt medvirkende til, at Skjern blev danske mestre i 1999.
Senere fulgte flere succesrige år som spiller, inden han som blot 32-årig blev cheftræner i Skjern med Anders Dahl-Nielsen i baggrunden som manager. Sidenhen har Kristjansson trænet på både Island og i den tyske Bundesliga, inden han nu overtager landsholdet.
"HSI (det islandske håndboldforbund) præsenterer med stor stolthed Aron Kristjansson ny A-landstræner og forventer et godt samarbejde med alle parter i de udfordrende og spændende projekter, der ligger forude," skriver håndboldforbundet på dets hjemmeside.
Aron Kristjansson har selv spillet over 100 A-landskampe for Island.