Den manglende spilletid til Skjern-bagspilleren Rasmus Porup i efteråret resulterede i en udlejning til barndomsklubben Lemvig, hvor skytten igen er begyndt at vise potentialet.
I fredags spillede Rasmus Porup igen fuld tid og blev topscorer med fem mål, da Lemvig på hjemmebane slog Fredericia 31-27.
”Jeg er rigtig glad. Det går godt, og i fredags fik jeg fuld tid som playmaker, hvor jeg fik opgaven som holdets kreatør. Det gik okay,” siger en smilende Rasmus Porup, der efter et par svære sportslige måneder i Skjern igen har fundet sig til rette.
”Selvtilliden er tilbage efter nogle efterårsmåneder i Skjern, hvor jeg stod i skyggen af store stjerner. Det var lærerigt på mange måder, men jeg vil gerne spille og udvikle mig, og det kan jeg i Lemvig. Forhåbentlig betyder det, at jeg er godt rustet til at vende tilbage til Skjern til sommer,” siger Rasmus Porup.
Rasmus Porup og Lemvig står overfor Skjern i grundspillets sidste spillerunde den 30. marts.