Kasper Søndergaards betydning for angrebsspillet er enorm, fortæller René Rasmussen.
René Rasmussen sender rosende vendinger i retningen af holdkammeraten Søndergaard inden morgendagens Champions League-opgør i Rumænien.
Af Nicklas Thygesen
Han beviste på bare 30 minutter, hvilken enorm indflydelse og påvirkning han har på det vestjyske angrebsspil, da Skjern-mandskabet i søndags rev Kadetten Schauffhausen midt over i anden halvleg.
Kasper Søndergaard var tilbage i spilhumør - og trods smerter i blandt andet anklerne - leverede højrebacken en håndfuld assists og fire scoringer i anden halvleg.
Søndergaards betydning for angrebspillet er ifølge holdkammeraten René Rasmussen indiskutabel.
- Han tiltrækker altid halvanden eller to mand til sig, og det gjorde, at alle fik mere plads at arbejde på - inklusiv mig selv. Han har kæmpe stor betydning for flowet i spillet, så vi krydser fingre for, at bentøjet holder, siger René Rasmussen forud for morgendagens Champions League-opgør i Rumænien.
Søndergaard, Rasmussen og resten af Skjern-delegationen checkede ind i Billund Lufthavn kl.04.00 i morges, og skal i morgen aften i kamp for syvende gang i Gruppe C.
Kamptidspunkt:
Dinamo Bucuresti - Skjern Håndbold spilles i morgen kl.18.00
TV:
Kampen sendes direkte på DR3