STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Rasmussen: En sejr til Ultras

René Rasmussen lavede to mål for Skjern i sejren over Team Tvis. Den ene scoring viste sig at være kampafgørende. 

Helten René Rasmussen dedikerede sejren over Team Tvis Holstebro til Skjern Ultras.

Af Kenneth Thygesen

René Rasmussen kan i aften med sikkerhed lægge sig til at sove med et stort smil på læben.

Den hurtige fløjspiller afgjorde top- og lokalkampen mod Team Tvis Holstebro med sin scoring på indkast få sekunder før tid. Dermed vandt Skjern 27-26, og den vigtige derbysejr blev efter kampen dedikeret til en speciel gruppe af Skjern-tilhængere.

- Den her sejr går ud til Skjern Ultras. De er for vilde. De støtter os kamp efter kamp, og når det presser allermest på, går de endnu mere amok, sagde René Rasmussen.

Tvis har ikke lært noget
Han havde svært ved at sætte ord på den vanvittige sejr over lokalrivalerne.

- Det er utroligt og fantastisk på samme tid. Team Tvis har jo åbenbart ikke lært noget siden sidst, lød det fra en storsmilende René Rasmussen med henvisning til Skjerns sejr i november, hvor Thomas Klitgaard afgjorde lokalkampen med en scoring i sidste sekund.

- Vi har selvfølgelig heldet og marginalerne. Det er der ingen tvivl om. Men vi er over 60 minutter det bedste hold, og jeg synes, vi leverede en god indsats. Vi burde dog have lukket kampen tidligere, forklarede René Rasmussen, inden han satte ord på de sidste sekunder i kampen.

- Jeg tænkte bare, at den skulle kastes hårdt og fladt, og så forsøgte jeg at ramme midt i målet. Det gik jo meget fint, sagde René Rasmussen.

NYHEDER