STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Rasmussen: Ikke meget at rafle om

René Rasmussen scorede syv mål i pokalsejren over SønderjyskE.

De konstante løb fremad banen kørte SønderjyskE over, mente Skjerns topscorer René Rasmussen. 

Af Kenneth Thygesen

I onsdags i Viborg tabte Skjern umotiveret boldene og virkede uskarpe. 48 timer senere viste Skjern-spillerne en helt anden side af sig selv og gav SønderjyskE én på lampen efter en flot anden halveg, der blev vundet med otte mål.

"Vi virkede mere opsatte i dag end mod Viborg, og vi havde også flere ting at revanchere. Vi var helt nede efter nederlaget i onsdags, men at vi kommer tilbage og vinder så stort på en svær udebane, siger lidt om potentialet på det her hold. Det var ikke blot en storsejr, men måde vi vandt på, kan vi tage med videre," sagde René Rasmussen efter kampen.

René Rasmussen var iskold på fløjen med i alt syv mål, og fløjraketten mente efter kampen, at der aldrig rigtig var tvivl om udfaldet til trods for blot et enkelt måls forskel ved pausen.

"Jeg synes ikke, det var meget at rafle om. I første halvleg havde vi godt styr på dem, men vi brændte bare alt for meget. Efter en pausesnak om at bevare tålmodigheden og fortsætte med at køre på, så trak vi fra dem og kørte dem over," lød det fra en glad fløjspiller.

René Rasmussen lavede selv fem mål i kontrafasen, og netop det hurtige spil fremad banen, nyder Rasmussen godt af.

"Det var dejligt, at vi fortsatte med at løbe og løbe, selv om vi kom foran med en del mål. Kristian Gjessing blev ved med at presse på og skubbe mig fremad, og så handler det om at udnytte mulighederne," sluttede René Rasmussen.

NYHEDER