René Rasmussen har scoret 46 mål i sæsonen.
En føring på syv mål efter 15 minutter afgjorde kampen, mente René Rasmussen, der roste taktikken.
Af Kenneth Thygesen
Desværre blev sæsonrekorden ikke slået i Skjern Bank Arena, men ikke desto mindre leverede de 1963 tilskuere en glimrende opbakning.
Det dannede rammen om en - set med Skjern-briller - fantastisk kamp, som blev vundet med 37-25 over Ribe-Esbjerg.
- Det var en fed kamp i en flot kulisse. Alle bidragede, og så kan det ikke være bedre, sagde René Rasmussen.
Starten var afgørende
For seks dage siden spillede de to hold uafgjort 29-29 i Esbjerg, men onsdag aften var der ingen tvivl om udfaldet.
- Vi kom med mere fart og aggressivitet, og så fik vi de kontramål, vi gerne ville. Det var som om, at vi ville det mere end dem, og da de hurtigt kom bagud, slog de op i banen. Derfra kørte vi bare endnu mere på, forklarede René Rasmussen.
Fløjspilleren, der lavede fire mål og trak to angrebsfejl, roste taktikken, som fik sat gæsterne på glat is. Det skyldtes blandt andet stærkt spil af Henrik Møllgaard, Nikolaj Markussen og Lasse Mikkelsen.
- Taktikken var blandt andet at køre på deres midtzone og krydse hinanden op derinde, fordi de ikke flytter sig så stærkt. Det formåede både Møllgaard, Nikolaj og især Lasse, der spillede en fremragende kamp, sagde René Rasmussen.