STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Så gode var Skjern-spillerne i fredags

Kasper Søndergaard var endnu en gang vital for hjemmeholdet i fredags med mål og assists. 

Vestjyderne satte ny rekord i topkampen mod Aalborg Håndbold.

Af Nicklas Thygesen

Hjemmepublikummet gav lyd for deres begejstring flere gange undervejs i fredagens møde med førerholdet fra Aalborg Håndbold - og det var der faktisk meget god grund til.

Udover de to lunefulde point, som blev indkasseret på kontoen, så leverede Ole Nørgaards tropper noget af det mest udsøgte og velspillende håndbold under cheftrænerens ledelse.

På 60 minutter leverede Skjern-spillerne kun tre tekniske fejl, hvilket er det laveste antal tekniske fejl i 888ligaens 76 kampe hidtil.

Rekorden deles dog med rivalerne fra TTH Holstebro, som ligeledes holdt fejlene nede på tre styks i udekampen mod SønderjyskE i oktober. 

Kasper Søndergaard stod noteret for to af de tre tekniske fejl, men derudover så var højrebacken forrygende.

Højresiden med Kasper Søndergaard og René Rasmussen var involveret i over halvdelen af vestjydernes mål, hvor enten de to venstrehænder havde sidste eller næstsidste hånd på målene. Med sine seks assists tilbageerobrede Kasper Søndergaard en delt førsteplads på assistslisten, som deles med fredagens topscorer for Aalborg Håndbold, Sander Sagosen. 

Slutningsvis er det værd at nævne 38-årige Thomas Klitgaard. Selvom Bjarte Myrhol normaltvis er starter i angrebet, så har den garvede profil ikke mistet målnæsen. I syv ud af elleve kampe er anføreren gået fra banen uden at brænde et eneste skud - ja, faktisk har Skjern-stregen kun haft én afbrænder i denne sæson. 

13 mål på 14 skud er det blevet til for Klitgaard hidtil, der i fredags ligeså agerede Mr. 100-procent.

NYHEDER