Årets udgave af håndboldeventen ’10.000 til håndbold’ er godt på vej mod målet: At samle 11.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen til en stor håndboldfest 12. november. Salget har rundet 8.000 solgte billetter, og dermed er der kun 3.000 tilbage.Der er fire uger til håndboldeventen i Jyske Bank Boxen, hvor Bjerringbro-Silkeborg møder Aalborg Håndbold, mens Skjern Håndbold og KIF Kolding mødes i eftermiddagens anden kamp.
- Det er bemærkelsesværdigt, at det er billetterne i de dyreste kategorier, der er blevet solgt først. Det dokumenterer, at vi sidste år beviste at vi har et kvalitetsprodukt, som folk gerne vil betale for at blive en del af, siger Skjern Håndbolds salgsdirektør Poul Frandsen.
Det er de seneste ugers målrettede salgsindsats, der nu giver bonus, og hos de fire arrangerende klubber er man ikke i tvivl om, at der bliver udsolgt.
- Og det kan sagtens komme til at gå hurtigt. Vi har i de seneste uger lavet målrettet salg til bl.a. samarbejdspartnere og samarbejdsklubber, og det har givet bonus. Da vi langt fra har set den fulde effekt af indsatsen, kan snebolden rulle hurtigt i de kommende dage, siger Poul Frandsen videre.
I fjor var ’10.000 til håndbold’ udsolgt på 10 dage. Nyhedens interesse for både eventen og den nye superarena, Jyske Bank Boxen, fik mange til at være hurtige på billettasterne. Efter en eksplosiv start i billetsalget til dette års udgave, fladede salgskurven ud. Men nu har den altså taget fart igen.
- Sidste år var enestående. Vi er rigtig godt tilfredse med salgsforløbet i år og har udsigt til udsolgt. I fjor gik flere tusinde forgæves i den sidste uge op til ’10.000 til håndbold.’ Så ’galt’ går det nok ikke i år, men jeg vil alligevel opfordre folk til at rykke på billetbestillingen nu, hvis de vil være sikre på en plads i Jyske Bank Boxen 12. november, siger Poul Frandsen.
Billetter kan købes via sitet www.10000tilhaandbold.dk.