En af de Skjern-spillere, der her til aften spillede landskamp, var Henrik Møllgaard.
Møllgaard og co. får følgeskab af blandt andet Sverige og Norge til EM i Polen næste år.
Af Lone Jørgensen
Her til aften blev der taget hul på den næstsidste runde af EM-kvalifikationskampene forud for EM i januar, der spilles i Polen.
Sverige, der havde den kommende Skjern-spiller Markus Olsson på holdet, sikrede sig en plads til EM ved at tage en overbevisende sejr på 33-14 med hjem fra Letland.
Olsson bidrog blandt andet med fire mål i den svenske sejr.
Myrhol sejrede med Norge
I pulje 1 vandt Bjarte Myrhol sammen med sine norske landsholdskolleger 26-22 ude mod Tyrkiet.
Det betyder, at også Norge er EM-klar, da Kroatien med en sejr over Holland i samme pulje sørgede for, at Holland ikke kan nå op til Norge på puljens andenplads.
I Danmarks kamp mod Litauen var Skjern-anfører Henrik Møllgaard med, og ud over masser af spilletid i forsvaret bidrog han både på måltavlen og med en række målgivende afleveringer til holdkammeraterne.
Nikolaj Markussen scorede et enkelt mål for Danmark, der allerede inden kampen var sikret EM-deltagelse.
De sidste kampe i EM-kvalifikationen spilles søndag. Du kan se programmet og stillingen i de syv puljer her.