STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Schweiziske mestre på menuén

Hjemmeholdets ungarske stjernespiller, Gabor Csaszar, indtager i øjeblikket fjerdepladsen på topscorerlisten i Champions League. Foto: Borsonline.eu

De schweiziske mestre fra Kadetten Schauffhausen byder i aften de vestjyske pokalmestre op til dans.

Af Nicklas Thygesen

Kl.19.30 fløjtes opgøret imellem Kadetten Schauffhausen og Skjern Håndbold i gang. Det er første gang nogensinde at Skjern Håndbold krydser klinger med de schweiziske mestre.

Med tre point i de to foregående kampe har hjemmeholdet for alvor fundet takten i Gruppe D, hvor specielt én spiller har skilt sig ud - Gabor Csaszar. 

Den ungarske landsholdspiller har tidligere optrådt for Viborg HK i den danske liga, hvor han i perioden 2007-2009 var holdkammerat med den tidligere assistenttræner i Skjern Håndbold, Morten Bjerre. 

31 scoringer er den målfarlige bagspiller noteret for hidtil i Champions League - senest 14 imponerende scoringer i sejren over Motor Zaporozhye. Dermed indtager Gabor Csaszar fjerdepladsen på topscorerlisten i Champions League - kun overgået af Mikkel Hansen, Janko Bozovic og den tidligere Skjern-fløj, Anders Eggert. 

På hjemmeholdets trænerbænk huserer den tyske håndboldlegende, Markus Baur, som har vundet både EM og VM-guld. Den 44-årige tysker er en populær skikkelse i det schweziske. To mesterskaber og en pokaltitel er facit efter to sæsoner under Markus Baurs ledelse. 

Hos udeholdet er samtlige spillere meldt klar til aftenens vigtige kamp imod Kadetten Schauffhausen. Gæsterne indtager inden aftenens opgør førstepladsen i Gruppe D med seks point, mens Kadetten Schauffhausen ligger nummer fem med fire point.

Kamptidspunkt:
Kadetten Schaffhausen - Skjern Håndbold spilles torsdag den 15. oktober kl. 19:30 i BBC Arena.

TV:
Kampen vises direkte på DR 3

Opdateringer:
- Live-updates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Live-updates på http://ticker.ehf.eu/

NYHEDER