Anfører Thomas Klitgaard og holdkammeraterne jagter i morgen endnu en sejr i Champions League.
Skjern møder søndag Kadetten Schaffhausen i Champions League, og det klare mål er endnu en hjemmebanesejr for vestjyderne.
Af Lone Jørgensen
Det er kun lidt over en uge siden, de to hold tørnede sammen i Champions League, men ikke desto mindre mødes schweiziske Kadetten Schaffhausen og Skjern allerede igen i morgen eftermiddag.
I weekenden tages der således hul på returkampene i Gruppe D, hvor Skjern lige nu ligger alene i spidsen, efter at holdet kun har tabt et enkelt af de første fem opgør.
Derudover er det blevet til to sejre i Skjern Bank Arena og to sejre på udebane.
- Vi er supergodt tilfredse indtil videre. Et af målene for gruppespillet har været at holde hjemmebanen og så forsøge at tage point på udebane. Vi har allerede taget så meget på udebane, at det kan se rigtig godt ud for os, hvis vi holder stand og vinder resten af vores hjemmebanekampe. Det er forhåbentlig nok til at gå videre fra puljen, siger Skjern-anfører Thomas Klitgaard.
Han pointerer, at der fortsat ligger et stort stykke arbejde forude, hvis den mission skal lykkes.
Ingen nemme kampe
Netop hjemmebanekampe resterer der tre af, og her forventer Skjern-holdet ingen nemme kampe. Heller ikke mod Kadetten Schaffhausen, selvom vestjyderne vandt med 30-24 på schweizernes hjemmebane.
- Resultatet fra den kamp lyver lidt, for det var en tæt kamp, vi spillede i Schweiz. Det er et godt hold, så det bliver sikkert tæt igen, og vi skal være dygtige og fuldt koncentrerede gennem hele kampen. Ellers kan vi sagtens gå hen og tabe, vurderer Klitgaard.
Før opgøret har Skjern på førstepladsen otte point, mens Kadetten Schaffhausen med tre point indtager gruppe D’s femteplads.
Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Kadetten Schaffhausen spilles søndag den 25. oktober kl. 16:50 i Skjern Bank Arena.
TV:
Kampen vises direkte på DR 1
Opdateringer:
- Live-updates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Live-updates på http://ticker.ehf.eu/