Første semifinale mellem Skjern og Kolding spilles torsdag kl. 17.20 og vises direkte på TV2.
Skjern gæster torsdag aften ærkerivalerne fra KIF Kolding i den første af to DM-semifinalekampe.
Af Kenneth Thygesen
Efter 26 grundspilskampe sluttede KIF Kolding som nummer et, mens Skjern blev nummer to.
Herefter fulgte seks slutspilskampe, hvor Skjern sluttede som nummer et i den ene pulje, mens KIF Kolding blev nummer to i den anden pulje.
Torsdag aften skal de to ærkerivaler stå overfor hinanden for første gang i 2013.
Rivaler i 15 år
Skjern Håndbold og KIF Kolding har i 15 år spillet et utal af dramatiske og intense opgør i liga-, pokal-, semifinale- og finalekampe.
Rivaliseringen startede i 1998, da Skjern tabte pokalfinalen til Kolding. Året efter tog Skjern hævn ved at vinde DM-titlen med blandt andre Kristian Gjessing og Claus Møller Jakobsen på holdet. Siden da har fulgt knap 40 indbyrdes opgør, hvor KIF Kolding overordnet set har været den sejrende storebror.
I 2003 rev KIF Kolding mesterskabet ud af hænderne på Skjern efter en finalesejr i den forlængede spilletid i tredje DM-finale. Sæsonen efter slog KIF Kolding igen Skjern i en guldkamp - denne gang i pokalfinalen.
Formstærke Skjern
Det er tredje gang på ni år, at Skjern og KIF Kolding mødes i DM-semifinalen. De to foregående kampe er endt med Kolding-sejr.
De mangedobbelte mestre er også eksperternes favorit i dette års semifinale, men i Skjern er formen god. Nok har Skjern tabt begge ligakampe til Kolding i denne sæson, men vestjyderne kommer til semifinalerne med 10 sejre i de seneste 12 kampe.
I modsætning til Skjern har KIF Kolding haft svært ved at finde sejrsrytmen i de seneste par uger. I alle turneringer har det sejrsvante tophold blot hentet to sejre i de seneste seks kampe.
Tvivlsomme bagspillere
Skjern Håndbold har anfører Jesper Jensen tilbage i truppen, men derimod er både Lasse Mikkelsen og Claus Møller Jakobsen yderst tvivlsomme.
Lasse Mikkelsen vred om på anklen til træning, mens Claus Møller Jakobsen ikke har trænet med på grund af et beskadiget knæ.
Topscorer:
KIF Kolding: Kim Andersson, 138 mål
Skjern: Henrik Møllgaard, 156 mål
Kamptidspunkt: Torsdag den 9. maj kl. 17.20 i TRE-FOR Arena, Kolding.
Kampen vises direkte på TV2.