Skjern-spillerne sætter i morgen alt ind for at få to point med hjem fra Lemvig.
I morgen spilles sæsonens sidste runde i grundspillet. Skjern skal vinde og samtidig håbe på en SønderjyskE-sejr.
Af Lone Jørgensen
Med kun én kamp tilbage for hvert hold i Boxer Herreligaens grundspil er det ved at være sidste skud i bøssen for at få point på kontoen.
For Skjerns vedkommende kan kampen mod Lemvig-Thyborøn vise sig at være afgørende for, om holdet tager point med videre til slutspillet.
Det kræver dog, at Team Tvis Holstebro, der lige nu ligger på fjerdepladsen, taber på udebane mod SønderjyskE. Derudover skal Skjern vinde.
Vi skal gøre vores arbejde
- Vi kan ikke selv afgøre andet end vores egen kamp, og det er det, vi tager afsæt i. Så må vi se, hvordan det går i de andre kampe, men vi skal i hvert fald gøre vores arbejde først. Hvis ikke vi selv vinder, kan det være ligegyldigt, hvad der sker i de andre haller, siger Skjern-træner, Ole Nørgaard.
Derfor sætter han alt ind på at vinde kampen.
- Vi kommer med alt, hvad vi har, og vi skal have fuldt blæs på i den sidste kamp. Selvom Lemvig-Thyborøn har mindre at spille for end os, så får vi intet foræret deroppe, siger Nørgaard, der også har recepten klar på sejr.
- Hvis vi skal vinde, skal vi først og fremmest have løbeskoene på i returløbet, da Lemvig er et hold, der satser meget på både kontra og hurtig midte. Så vi skal tage godt vare på bolden i angrebet og så få spænet hjemad. Derudover handler det om at få skudt hul på deres forsvar, vurderer Nørgaard.
Skjerns kamp spilles samtidig med de øvrige kampe i Boxer Herreligaens 26. runde.
Kamptidspunkt:
Lemvig-Thyborøn Håndbold - Skjern Håndbold spilles onsdag d. 18. marts kl. 19:30 i Vetsjysk Bank Arena.
Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App