STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sidste skanse roste forsvaret

Søren Pedersen havde 14 redninger i gårsdagens sejr. 

I perioder agerede han et levende plankeværk i Skjern-målet, men Søren Pedersen var hurtig til at sende roserne videre efter gårsdagens sejr i Brøndby.

Af Nicklas Thygesen

47 lød redningsprocent på efter de første 30 minutter i Brøndby onsdag aften.

Skjerns 30-årige keeper, Søren Pedersen, pillede pynten af de københavnske værter - specielt i første halvleg og havde en meget stor andel i vestjydernes sejr. Hovedpersonen selv sendte dog hurtigt de rosende vendinger tilbage til forsvaret.

- Jeg stod foran et utrolig veloplagt forsvar i går, som kæmpede forbilledeligt. I Koldings stationære angrebsspil havde de svært ved at bryde igennem muren, og det gjorde betingelserne væsentligt lettere i målet, siger Søren Pedersen, der i alt diskede op med 14 redninger.

Med 20 minutter tilbage var vestjyderne i besiddelse af en seksmålsføring - indtil Bo Spellerberg begyndte at røre på sig. 

- Generelt mod KIF Kolding København har vi været dygtige til at lukke dem ind i kampene, når vi har ført komfortabelt - og det fik vi gjort igen i går. Det var fuldstændig unødvendigt for i 40-45 minutter styrede vi kampen på vores betingelser. Men vi fik brudt en årelang forbandelse på udebane, og det er en sindsyg dejlig fornemmelse, siger Skjern-keeperen.

NYHEDER