STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Sikker sejr i 1/8-finalen

En fyldt hal var ikke nok for hjemmeholdet til at hive en sejr hjem.

Uden at bruge flere kræfter end højst nødvendigt vandt Skjern her til aften 36-20 over Team Vesthimmerland.

Af Lone Jørgensen

Skjern er i kvartfinalen i dette års Santander Cup.

Selvom det tog Skjern-holdet en hel halvleg, før det gode spil for alvor kom frem, var sejren, der til sidst blev til en meget sikker en af slagsen aldrig i fare.

De to hold gik på banen med fart i fødderne og efter blot fem minutter stod der 4-4 på måltavlen.

Vestjyderne skulle dog lige finde rytmen i begge ender af banen, og i angrebet resulterede det blandt andet i en seks minutter scoringspause for Skjern i midten af første halvleg, hvor der ikke altid var koncentration nok med i afslutningerne.

Flotte redninger i målet
I den anden ende sørgede Magnus Dahl til gengæld for, at hjemmeholdet heller ikke kom til mange scoringer, da han flere gange hev flotte redninger frem i løbet af første halvleg.

Da der blev fløjtet til pause, stod der 14-10 i Skjern-favør på måltavlen, selvom det aldrig for alvor lykkedes for det grønne mandskabet at finde det højeste niveau frem rent spillemæssigt.

Den sidste halvdel af kampen lagde Skjern også ud med et par boldtab, og hjemmeholdet fik scoret et par hurtige mål i løbet af få minutter.

Skjern strammede op
Men herefter strammede Skjern op, og med blandt andet tre Myrhol-scoringer på syv minutter var Skjern efter knap 40 minutter foran med 19-13.

Resten af kampen udbyggede Skjern gradvist føringen, mens det så ud til, at kræfterne var ved at slippe op hos hjemmeholdet.

Den solide Skjern-føring gav i det sidste kvarter plads til de unge spillere, Jacob Lyhne, Emil Bergholt og Mathias Gliese på banen, der alle viste fine takter for vestjyderne.

Bergholt kunne således slutte sin 18-års fødselsdag af med en stensikker Skjern-sejr og en plads i Santander Cups kvartfinale, der spilles i oktober.

Skjerns modstander i kvartfinalen findes ved en lodtrækning på tirsdag.

NYHEDER