Emil Bergholt scorede et mål i åbningskampen mod Holland. I aften skal Danmark op mod Makedonien.
Slutrunde-debut, to point og en masse spilletid var resultatet af gårsdagens åbningskamp mod Holland for Bergholt og Brasen.
Af Nicklas Thygesen
Flot fremmøde på lægterne i Kolding, komfortabel syvmålssejr og størstedelen af truppen kom i spil.
Det må vel siges at være opskriften på den perfekte åbningskamp for Danmarks U-20 landshold, der i går sendte Holland hjem med et nederlag på 31-24.
Emil Bergholt og Loke Brasen spillede lidt over 20 minutter i danskernes sejr, der ifølge førstnævnte var en stor fornøjelse.
- Det var en lille drengedrøm, der gik i opfyldelse i går. Der var en masse mennesker i hallen, vi er på hjemmebane og vinder stort i den første kamp, så vi kan ikke bede om mere. Det er en af de aftener, man som ungdomsspiller ikke kommer til at glemme foreløbigt, siger Emil Bergholt, der scorede et mål i kampen.
De to Skjern-drenge er de suverænt yngste spillere i truppen - og det lå heller ikke i kortene, at 18-årige Bergholt skulle være en del af EM-holdet.
- Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle med til den her slutrunde før i starten af sommerferien, hvor jeg blev udtaget efter et afbud. Så det er rart at komme fra baghjul og bevise at man kan være med på dette niveau, siger Skjern-stregen.
I aften møder er Makedonien modstanderen for Danmark - den kamp spilles kl.20.00