STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skanderborg-helt lukkede ned

Kristoffer Laursen var stærkt spillende i gårsdagens kamp mod Skjern.

Med 21 redninger agerede Kristoffer Laursen et levende plankeværk i gårsdagens sejr over Skjern.

Af Nicklas Thygesen

For første gang nogensinde lykkedes det Skanderborg Håndbold at besejre de vestjyske pokalmestre. 

I en tætpakket Morten Brørup Hal kunne Ole Nørgaards mandskab ellers gå til pause foran 13-12, men i anden halvleg var hjemmeholdet i teten.

Skjern-spillerne tilspillede sig gentagende gange store muligheder i angrebet, men gang på gang diskede Kristoffer Laursen op med store og flere mirakuløse redninger i hjemmeholdets mål. En flyvende Kristoffer Laursen var ensbetydende med ni minutters scoringspause for de vestjyske gæster i midten af anden halvleg. 

Efter seks kampe uden sejr blev stimen brudt i går, og Kristoffer Laursen kunne ganske fortjent lade sig hylde som kampens spiller. Men at stimen blev brudt mod Skjern, betød ingenting for den tidligere Skjern-målmand. 

- Jeg har kun gode minder fra min tid i Skjern, men at vi vinder lige præcis mod Skjern betyder ingenting. Vi har været i pointproblemer den seneste tid, så de to point overskygger alt, siger Kristoffer Laursen og tilføjer:

- Det føltes lidt som om, at der gik gummiarm i den i slutfasen. Vi gik lidt i panik, men heldigvis lykkedes det at hive to meget vigtige point hjem, så vi er super tilfredse, siger den tidligere Skjern-målmand. 

Trods nederlaget er vestjyderne fortsat på en delt andenplads. Skjern-truppen skal i aktion igen på onsdag, hvor Mors-Thy Håndbold gæster Skjern Bank Arena. 

NYHEDER