STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skarpheden til forskel i Helsinge

Skjern Håndbold fik den værst tænkelig start på 2011, da det lørdag eftermiddag blev til et forårspremierenederlag i Helsinge til Nordsjælland på 24-20 efter 10-10 ved pausen. Topscorer blev Jesper Jensen med seks mål.

Helsinge Hallen sydede af håndboldlyst lørdag eftermiddag, da Skjern Håndbold gæstede Nordsjælland efter en længere kamppause i januar på grund af VM i Sverige.

Heldigvis for de mange fremmødte tilskuere var de to kæmpende mandskaber fra hver sin del af landet klar til at levere en ægte herrefight.

Kampen bød dog ikke på mange mål, men derimod defensivt spil at højeste kaliber. Skjern-defensiven med en stærk Tim Winkler i målet viste indledningsvist højt niveau, men desværre blev de gode defensive Skjern-takter ikke videreført til angrebsspillet, hvor Claus Møller Jakobsen markerede sig bedst hos de grønne i første halvleg.

Skjern var ellers foran 5-3 og 7-6, men de grønblusede fandt aldrig melodien til at rykke fra, idet angrebsspillet simpelthen manglede kvalitet. Derfor kunne to velspillende defensive mandskaber gå til pause ved stillingen 10-10.

Efter pausen bragte Skjern sig hurtigt i front 14-12, men fire scoringer i træk sendte Nordsjælland i front, og  Kos’ mandskab virkede modløse overfor det hurtige Nordsjælland-spil.

Midt i anden halvleg udbyggede hjemmeholdet føringen til 21-17, men så kom den mangeårige Nordsjælland-keeper, Kristian Asmussen, i målet for Skjern. Med flere pragtredninger heraf to på straffe forsøgte han at sætte gang i Skjern-spillerne, men uden held.

Fem minutter før tid reducerede Jesper Jensen dog til 22-20, men manglende skarphed i de afgørende situationer betød, at det forventede comeback løb ud i sandet.

Dermed kunne hjemmeholdet køre sejren på 24-20 i land efter en dramatisk håndboldkamp.

NYHEDER