Thomas Klitgaard blev Skjern-topscorer med syv mål i aftenens opgør.
Efter at have været bagud med 14-13 til pausen, faldt Skjern-spillet sammen i anden halvleg, hvor hjemmeholdet ifølge Thomas Klitgaard ikke var tålmodige nok.
Af Lone Jørgensen
Der var nok en hel del - både spillere og tilskuere - der under aftenens kamp i Skjern Bank Arena her til aften sad og så frem til, at opgøret mod Team Tvis Holstebro skulle slutte.
For i den sidste del af kampen stod der Tvis på det hele, og Skjern-spillerne kunne kun se til, mens gæsterne gradvist udbyggede deres føring.
- I starten af kampen, nærmest hele første halvleg, kæmpede vi, uden at vi rigtig fik forsvaret til at hænge sammen. Vi scorede okay med mål, men i anden halvleg fik vi så også svært ved det. Så begyndte vi at sende nogle forhastede afslutninger afsted, og vi holdt os ikke til konceptet. Samtidig kom Tvis for let til scoringerne. Da skulle vi nok have slået koldt vand i blodet og have spillet klogere i angrebet, for forsvaret fik vi heller aldrig styr på, forklarede en ærgerlig Thomas Klitgaard efter kampen.
"Nogle gange taber man bare"
Selv stod han for syv scoringer i opgøret, der ikke på noget tidspunkt var domineret af Skjern. Skjern-anføreren havde ikke en egentlig forklaring på, hvorfor det slet ikke flaskede sig for hjemmeholdet.
- Vi kan hverken bruge træthed eller de mange kampe som undskyldning, for vi følte os friske nok. Men nogle gange taber man bare en håndboldkamp, og det gjorde vi desværre idag. Tvis spillede godt, vi fik ikke fat i forsvaret og blev for vilde i angrebet, og så er det svært at få to point, sluttede Klitgaard.
Allerede på lørdag har holdet igen mulighed for at sejre, når vestjyderne skal møde Skanderborg på udebane i Boxer Herreligaen.