STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern bankede østrigsk tophold

René Rasmussen spillede endnu engang en stor kamp for Skjern. Syv mål blev det til denne gang.

Skjern Håndbold slog de ni-dobbelte østrigske mestre fra Bregenz 36-27 på udebane i den første af to EHF Cup-kampe.

Af Kenneth Thygesen

Meget skal gå galt for Skjern Håndbold, hvis det ikke skal lykkes at gå videre til næste runde i EHF Cuppen.

På udebane i den første af to EHF Cup-kampe bankede Skjern lørdag aften det østrigske tophold Bregenz Handball med cifrene 36-27.

Henrik Møllgaard og René Rasmusen delte topscorerværdigheden med hver syv mål.

Stensikker sejr
Østrigerne har vundet det nationale mesterskab ni gange og spillet i europæisk håndbold i 14 af de sidste 15 sæsoner.

Men der er forskel på østrigsk tophåndbold og dansk tophåndbold. Det satte Skjern en tydelig streg under med en stensikker storsejr, som faktisk burde have været større.

Skjern var i perioder i front med 12 mål, men Bregenz fik reduceret mod slutningen af kampen.

Offensiv overlegenhed
Ole Nørgaards formstærke spillere var i front fra start til slut, men føringen ved pausen var blot på tre mål.

Det skyldtes et hav af brændte frie chancer og flere sløsede boldtab. Men uanset spilformation- og opbygning havde Skjern ingen problemer med at komme til gode afslutninger.

Især Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard var kloge med bolden. Landsholdsduoen serverede adskillige målgivende afleveringer til medspillerne - hvis de da ikke selv hamrede kuglen i kassen.

Smilede ved klasseforskellen
Efter pauseføring på 17-14 bragte Skjern sig i front med ti mål, 27-17, efter 38 minutters spil. Så var den kamp tæt på lukket.

Defensiven havde fat i østrigerne, og så blev der slået kontra med både Bjarke Christensen og René Rasmussen som kyniske afsluttere.

Klasseforskellen i de første ti minutter var ikke til at tage fejl af. Heller ikke for publikum. De lidt over 1000 fremmødte i Bregenz smilede og klappede ved flere lejligheder af Skjerns overlegenhed.

Returkamp i næste weekend
Sejren på ni mål sikrede Skjern et glimrende udgangspunkt, inden returkampen på søndag i Skjern Bank Arena.

Men før vestjyderne når så vidt i programmet, skal en bustur på 14 timer nordpå mod Vestjylland dog tilbagelægges.

NYHEDER