Skjern Håndbold er ustoppelige i øjeblikket. Det blev slået fast, da de grønblusede på udebane slog ligaens nummer 1, Århus Håndbold, med cifrene 29-23 efter Skjern-føring på 17-12 ved pausen. Skjern-topscorer blev Per Leegaard med syv mål.
Der var ikke meget, der fungerede i NRGi Arena i Århus tirsdag aften. Speakerlyden var utydelig, måltavlen var i stykker og det århusianske hjemmehold blev klokkeklar slået af Skjern Håndbold, hvilket var ottende indbyrdes kamp i træk uden århusiansk sejr.
Gæsterne fra Skjern startede kampen med et brag og bragte sig i front 5-0 efter adskillige store redninger af Tim Winkler i målet – heraf to straffekastsredninger fra ligatopscorer Kasper Irming. Hjemmeholdet virkede nervøse, og det straffede Skjern med effektivt angrebsspil.
Erik Veje Rasmussens århusianske mandskab kom dog langsomt ind i kampen via dumme, personlige Skjern-fejl, som blev straffet på kontra, så stillingen efter cirka 20 minutter var reduceret til 10-8 til Skjern.
Skjern manglede i perioder tempo i angrebsspillet overfor Århus’ offensive forsvar, men ikke desto mindre blev føringen udbygget til 15-10 efter et tre mål i overtal.
De to hold scorede dernæst to gange hver, så stillingen ved pausen lød på en overraskende Skjern-føring på 17-12.
Efter pausen åbnede Skjern-spillerne igen i et hæsblæsende tempo og bragte sig foran 21-14 efter små ti minutters spil, men ud af det blå kom hjemmeholdet tilbage.
Århusianerne var gået længere tilbage på banen i forsvaret, og pludselig var 21-14 ændret til 22-19. Århus-keeper Jan ”Tromle” Nielsen gav Skjern problemer med flere pragtredninger, og Århus var dominerende.
Derfor var det meget passende at Tim Winkler i den modsatte ende igen tog fra i målet, ligesom Skjern-topscorer Per Leegaard med to kanonhug sendte Skjern i front 23-19.
Den føring blev yderligere udbygget til 25-19 med syv minutter igen, og så var en meget flot og fortjente Skjern-sejr i hus.
Dermed led århusianerne sæsonens første nederlag.