STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-duo: Vi smed det selv væk

Lasse Mikkelsen scorede Skjerns pointgivende mål.

Pointhelten Lasse Mikkelsen og topscorer Kasper Søndergaard godkendte ikke Skjerns indsats mod BSV.

Af Kenneth Thygesen

Med en pointgivende udligning 30 sekunder før tid, burde man isoleret set at være tilfredse.

I Skjern Håndbold var det dog ikke tilfældet lørdag aften, hvor spillerne hang med hovedet efter det uafgjorte resultat mod Bjerringbro-Silkeborg.

- Jeg er mega skuffet. Vi var i kontrol, stod godt defensivt og mange gode redninger. Men af en eller anden grund begyndte det at halte i anden halvleg. Vi fik ikke tacklet Kristian Kjelling, og så smed vi det selv væk i den anden ende, forklarede Kasper Søndergaard

Skjern var foran 17-13 med en håndfuld muligheder for at bringe sig i front med fem mål. Kontrachancer og overtalsmuligheder blev misbrugt, og så kom Bjerringbro-Silkeborg tilbage i opgøret.

Kan ikke godkende indsatsen
Ifølge Lasse Mikkelsen var det Skjerns egne fejl, der bød BSV velkommen tilbage i kampen.

- Vi blev for tydelige at læse, og vi begyndte at spille for individuelt. Heldigvis havde Søndergaard flere gode aktioner, men vi var alt for uskarpe efter pausen, sagde Lasse Mikkelsen.

Han bankede selv udligningen ind med 34 sekunder igen.

- I det sidste minut kunne det blive hvad som helst. Vi fik heldigvis et point med os, men alt i alt kan vi slet ikke godkende vores afvikling af kampen, sagde playmakeren.

NYHEDER