STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-fløj klar til 1/8-finale

Mens ligatruppen i morgen formiddag påbegynder træningen forud for den kommende sæson, kan en af truppens spillere forhåbentlig vågne op i Grækenland med udsigt til en VM-kvartfinale.

Skjerns unge højrefløj, Morten Vium Troelsen, skal nemlig i aften spille 1/8-finale mod Norge ved U21-VM, efter at de danske U21-drenge gjorde rent bord i VM-gruppe B med fem sejre i fem kampe.

Morten Vium Troelsen scorede to gange for en uge siden mod Qatar, hvorefter han i tirsdagens kamp mod Venezuela blev dansk topscorer med syv mål. I den sidste gruppekamp i fredags lavede Vium Troelsen fem mål mod Argentina, hvilket bringer Skjern-fløjen op på i alt 14 mål hidtil i turneringen.

1/8-finalen mod Norge er ifølge landstræner Ole Nørgaard en kamp mellem to mandskaber, der kender hinanden særdeles godt, men U21-landstræneren har planen klar.

”Vi skal stå imod de norske bagspillere, som er stærke. Og så skal vi vinde på, at vi lægger yderligere på vores kontraspil, og derudover, at vi får sat et bedre etableret angrebsspil,” siger Ole Nørgaard til tv2sport.dk.

Kampen bliver spillet kl. 19.30 og vil blive vist direkte på TV2 Sport.

NYHEDER