Skjern-fløjen står noteret for 26 scoringer i Champions League hidtil.
Bjarke Christensen sætter en stor streg under vigtigheden af tilskuernes opbakning søndag eftermiddag, og opfordrer ligeledes Skjern-fansene til at knibe sig lidt i armen. Læs hvorfor her.
Af Nicklas Thygesen
Han er i gang med sin 12. sæson i den grønne trøje.
Søndag eftermiddag kulminerer det hele med karrierens hidtil største kamp - et opgør, hvor hjemmepublikummet får en afgørende rolle, siger Bjarke Christensen.
- Jeg håber så vanvittig meget på, at Skjern Bank Arena koger over fra start med piften og larm - for det får vi virkelig brug for.
- Vi oplevede i både Veszprém og Nantes, at trykket fra tilskuerne kan betyde en masse uro og usikkerhed, og det skal vi forsøge at gøre kunsten efter på søndag. Jeg kan ikke sætte ord nok på, hvor meget I betyder - og hvor stor betydning I kan få på søndag, siger venstrefløjen.
Bjarke Christensen fortæller yderligere, at både spillere, fans og sponsorere skal huske at glæde sig over den sportslige succes i øjeblikket.
- Vi skal huske at knibe os lidt i armen, for der er rigtig, rigtig mange, som ønsker at være i vores sted. Vi kan selv afgøre vores skæbne i slutspillet, og foran os står historiens største kamp. Det skal vi virkelig huske at sætte pris på, siger Bjarke Christensen.