24-årige Bjarke Christensen spiller i eftermiddag sin kamp nummer 222 i den grønne trøje.
Fløjduoen til de kommende sæsoner er på plads i Skjern Håndbold.
I 11 år har han trukket den grønne Skjern-trøje over hovedet – og sådan forbliver det ligeledes i de kommende to sæsoner.
Bjarke Christensen har sat sin signatur på en to-årig kontraktforlængelse, således at aftalen nu er gældende frem til den 30. juni 2019.
I sæsonen 2008-2009 blev venstrefløjen kåret til Årets Talent i klubben –samme sæson, hvor Anders Eggert sidst optrådte i den vestjyske klub.
Til næste år udgør de tilsammen vestjydernes duo på venstrefløjen. En ny holdkammerat og læremester, som Skjerns nummer 19 glæder sig til at arbejde med.
- Jeg vil vinde medaljer, spille europæisk og løfte mit spil yderligere – og der er Skjern Håndbold fortsat det rette match for mig. I Anders Eggert får jeg en læremester af højeste klasse, som jeg kan læne mig op af. Jeg er sikker på, at han kan hjælpe mig på vej til at tage det sidste skridt, så jeg står rustet til at tage over, siger Bjarke Christensen og fortsætter:
- Derved er risikoen for mindre spilletid også til stede, men det opvejer al den erfaring, som Anders Eggert kan viderebringe til mit spil, siger Bjarke Christensen.
Tilfredshed på ledelsesgangen
Bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, glæder sig over kontraktforlængelsen med den 24-årige venstrefløj.
- Udover Bjarke Christensens sportslige kvaliteter er vi glade for at forlænge aftalen, da han er en lokal dreng med Skjern-DNA i blodet, siger Carsten Thygesen.