René Rasmussen blev vestjydernes topscorer med otte scoringer.
Skjern var konstant et skridt efter de nordjyske gæster, men Lasse Mikkelsen sørgede alligevel for to vestjyske point til slut.
Af Nicklas Thygesen
Der var drama for alle pengene, da Skjern Håndbold her til aften forsvarede førstepladsen i Boxer Ligaen med en sejr over Aalborg Håndbold.
I de fem seneste indbyrdes opgør havde Ole Nørgaards tropper ikke formået at hive en sejr i hus, og i store perioder lignede det endnu en sejr til Jesper Jensens mandskab.
Gæsterne i teten
Lasse Mikkelsen åbnede scoringsballet på straffekast foran 2518 tilskuere i Skjern Bank Arena - og det blev absolut ikke det sidste man så til den farlige playmaker. De to mandskaber fulgtes ad igennem hele første halvleg, hvor hjemmeholdet kæmpede ihærdigt med at følge med.
Skjern havde store problemer i det etablerede angrebspil, og når chancen endelig bød sig, stod den mangeårige Kiel-keeper, Andreas Palicka i vejen. I den anden ende var svenske Emil Berggren livsfarlig og slog til hver gang det vestjyske forsvar var uopmærksomme.
Lynhurtig fløj holdte liv i håbet
I anden halvleg var historien den samme. Skjern kæmpede bravt for at følge med de nordjyske gæster, men det var blot et spørgsmål om tid før Aalborg Håndbold for alvor trak fra.
26-årige René Rasmussen var dog langt fra færdig. Med syv scoringer i anden halvleg var den lynhurtige højrefløj altafgørende for hjemmeholdet i en kamp, hvor Søndergaard, Olsson, Balling og Mikkelsen havde svært ved at passere Andreas Palicka fra distancen.
Matchvinder-Mikkelsen
I slutminutterne tog Søren Pedersen for alvor fat i Skjern-målet, mens Lasse Mikkelsen trådte i karakter i den anden ende. Med en straffekast-scoring to minutter før tid bragte Mikkelsen balance i regnskabet.
Et langt Aalborg-angreb i sidste minut blev afsluttet med et skud over mål, og derfor tog cheftræner Ole Nørgaard timeout med otte sekunder igen.
Lasse Mikkelsen tog sagen i egne hænder, satte sin direkte modstander af og bankede bolden i kassen til slutresultatet 27-26.
Sjette gang var lykkens gang for Mikkelsen & co. mod Jesper Jensens nordjyske mandskab, og dermed er Skjern fortsat at finde på Boxer Ligaens førsteplads.