STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-fys har ikke oplevet noget lignende

John Bruun har i sine mange år som fysioterapeut for Skjern Håndbold og på det danske herrelandshold oplevet til mange store begivenheder, men det, der sker i disse dage øst for Øresund, er unikt.

VM-slutrunden i Sverige er noget af det største, som fysioterapeut John Bruun har oplevet fra sidelinjen.

”Det er helt specielt på ét felt – nemlig antallet af tilskuere i hallen. Den stemning omkring kampene har jeg ikke set før. Der var en antydning af det, da vi var til VM i Tyskland i 2007, men det er alligevel slet ikke på det niveau. Det må være helt fantastisk at rende inde på banen,” siger fysioterapeut John Bruun.

Sundhedsstaben omkring herrelandsholdet er omfattende, men det er ikke ensbetydende med, at der er arbejdsløshed.

”Spillerne er i fantastisk fysisk forfatning, hvilket gør vores arbejde meget nemmere. Vi skal ikke knokle til langt ud på natten, men vi gør alt, hvad vi kan for at optimere forholdene for de spillere, der har småskavanker,” siger John Bruun og tilføjer:

”Det er en veltrimmet og homogen flok af spillere, som passer godt sammen. Det gør selvfølgelig kun mit job bedre,” slutter John Bruun.

NYHEDER