Bjarte Myrhol fik idag sin første sejr over BSV sammen med holdkammeraterne fra Skjern.
Skjern er tilbage på en delt førsteplads i Boxer Herreligaen efter at vestjyderne vandt holdets sidste kamp på denne side af jul med 29-26.
Af Lone Jørgensen
På trods af en syvmåls-føring til Skjern med 24 minutter tilbage af opgøret, var det ved at blive lidt mere spændende end nødvendigt, da Skjern i dag hentede to point på en svær udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.
Midt i anden halvleg var hjemmeholdet nemlig tæt på at komme tilbage i opgøret, men Skjern holdt fast i det kloge og tålmodige spil, der blev spillet gennem hele kampen, og kunne derfor fortjent tage de to point med hjem.
Allerede fra første fløjt viste vestjyderne høj klasse over hele banen. I målet tog Søren Pedersen igen flot fra foran et solidt og bevægeligt forsvar, der holdt Markussen, Knudsen og co. nede på ti mål i løbet af de første 30 minutter.
Olsson-show fra start
I modsatte ende satte Markus Olsson den første bold i kassen for Skjern efter halvandet minut. Om han fejrede sin nylige EM-udtagelse for Sverige vides ikke, men i hvert fald var svenskeren overordentlig giftig i angrebet.
Fem bolde sendte han i netmaskerne på fem forsøg i de første 30 minutter og sammen med Kasper Søndergaard og Lasse Mikkelsen var han toneangivende i det grønne angrebsspil gennem første halvleg, hvor Skjern generelt var særdeles effektive og sågar vandt to undertalsperioder.
På trods af et par afbrændere til sidst kunne Skjern alligevel gå til pause med en fortjent føring på 14-10, og blot seks minutter inde i anden halvleg var den føring udbygget til 19-12.
Rasmussen overtog showet
På lidt over et minut scorede Skjern nemlig tre mål. Først sørgede Myrhol for endnu et mål fra stregen, og herefter løb René Rasmussen fra alt og alle og scorede to mål i træk på 30 sekunder, mens den utrættelige højrefløj blot skulle bruge yderligere fem minutter på at score to mål mere.
Herefter kom hjemmeholdet i en periode med et væld af udvisninger i begge ender af banen pludselig tilbage i opgøret, og selvom der ikke på noget tidspunkt i anden halvleg nåede at være mindre end to mål mellem de to mandskaber, prøvede hjemmeholdet igen og igen at komme op på siden af Skjern.
Skjern holdt stand til det sidste
Men gæsterne fastholdt det kloge spil. I angrebet overholdt man aftalerne og fortsatte med at spille det spil, der gennem hele kampen havde fungeret for vestjyderne.
Modsat kæmpede forsvaret bravt, og på kassen opretholdt Pedersen et højt niveau, og tog et par bolde på afgørende tidspunkter. Derfor lykkedes det aldrig for alvor hjemmeholdet at komme tilbage.
Skjern spillede en af sæsonens bedste kampe og rykker helt fortjent op på siden af Team Tvis Holstebro i tabellen.