Der var ikke meget på spil i eftermiddagens kamp mod Århus, men ikke desto mindre var Skjern-spillerne fast besluttede på at gøre slutspilsarbejdet færdigt. Det gjorde de med succes efter en sikker sejr på 35-32 efter pauseføring på 21-14. Thomas Klitgaard og Kristian Gjessing blev topscorere med hver syv mål foran 1825 tilskuere.
Flere Skjern-profiler sad på tribunen på grund af skader, og midtvejs i første halvleg måtte Thomas Pedersen humpe ud af banen med smerter. Ikke desto mindre var Skjern i store perioder Århus overlegne i en kamp, der ikke vil gå over i historien som mest seværdige.
Århusianerne startede ellers bedst og bragte sig foran 7-5 efter flere gode angreb med en ekstra markspiller på banen. Tre mål i træk af Jacob Østergaard, der inden kampen blev kåret til Årets Spiller, sendte dog Skjern i front, og herefter så de grønblusede sig ikke tilbage.
En Skjern-føring på 11-10 blev til 15-10 efter adskillige gode aktioner fra Thomas Klitgaard, der udnyttede pladsen i midtzonen. Århus reducerede til 17-14, før endnu et Skjern-bombardement med fire mål i træk sendte gæsterne til tælling.
Dermed var stillingen ved pausen 21-14 til Skjern efter en første halvleg, hvor det defensive arbejde ikke var højest på prioritetslisten.
Skjern-føringen blev efter pausen yderligere udbygget til 23-14, inden gassen for alvor gik af ballonen for hjemmeholdet. Århus straffede Skjerns fejl på kontra, og selv om Kristian Asmussen havde flere store redninger, fik gæsterne reduceret til 28-26 med lidt over ti minutter igen.
Skjern red dog stormen af og sikrede sig en velfortjent sejr på 35-32 efter gode præstationer af Thomas Klitgaard, Kristian Gjessing og Kristian Asmussen.
Med sejren cementerede Skjern andenpladsen i slutspilspuljen, og de grønblusede er nu klar til bronzekampe mod Nordsjælland. Første kamp spilles i Skjern fredag den 13. maj.