STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern henter Dahl-erstatning i Norge

Hans Martin Asmussen har skrevet kontrakt med Skjern for resten af sæsonen.

Den tidligere SønderjyskE-spiller Hans Martin Asmussen skal sæsonen ud danne fløjduo med René Rasmussen i Skjern.

Af Lone Jørgensen

Fra årsskiftet er der atter to spillere på højrefløjen i Skjern, hvor Jesper Dahl siden oktober har været ude med en korsbåndsskade. Den vestjyske klub har således hentet Hans Martin Asmussen ind som erstatning for den langtidsskadede Skjern-fløj.

Hans Martin Asmussen har tidligere spillet otte sæsoner i SønderjyskE, men før indeværende sæson skiftede den 28-årige højrefløj til den norske ligaklub Stord. Her blev han på grund af økonomiske problemer tidligere i december fritstillet af sin nu forhenværende arbejdsgiver.

- Det er ærgerligt, at det er på den baggrund, jeg forlader Norge. Men når det er sagt, var det nærmest et drømmescenarie for mig, at muligheden for at komme til en af Danmarks bedste klubber bød sig. Jeg ved, de har høje ambitioner i Skjern, og jeg vil gøre hvad som helst for at bidrage til, at de ambitioner bliver opfyldt, siger Hans Martin Asmussen.

Ud over at kæmpe med i toppen af den danske liga, kan han også se frem til at spille Champions League for sin nye klub, hvor han skal supplere René Rasmussen på højre fløj.

- Jeg går ydmyg ind til den rolle, jeg får i Skjern. Jeg ved, at René er førstevalg på højre fløj, men der er ingen tvivl om, at jeg er klar, når jeg får chancen, og jeg kommer til at give mig 100 procent, siger Asmussen.

Nødvendigt med en kvalificeret suppleant
På den vestjyske trænerbænk er der hos cheftræner Ole Nørgaard tilfredshed med, at det nu er lykkes Skjern at finde en højrefløj med de rette kvaliteter.

- Set ud fra al sund fornuft kan René ikke spille to gange 30 minutter i så mange kampe, uden at det går ud over hans niveau. Så det har været nødvendigt at finde en suppleant til ham, både i forhold til kampene samt vores træninger, og her kan man ikke bare hente hvem som helst. Vi kender Asmussen godt fra hans tid i SønderjyskE, og med ham ved vi, at vi har fundet en dygtig, rutineret og forhåbentlig håndboldsulten højrefløj, siger Nørgaard.

Hans Martin Asmussen har blandt andet spillet otte sæsoner i SønderjyskE, hvor han med 168 kampe er den spiller, der er noteret for tredjeflest kampe i klubbens historie. Derudover har han spillet en enkelt sæson i TM Tønder, mens han altså nåede at spille en halv sæson i norske Stord.
 

NYHEDER