Tom Jensen tiltræder som målmandstræner fra sommer og to år frem.
Skjern Håndbold har ansat Viborg HK’s cheftræner Tom Jensen som ny målmandstræner fra den kommende sæson.
Efter 22 år i Danmark – heraf det seneste år i Skjern Håndbold – offentliggjorde den polske målmandstræner Antoni Parecki for nyligt, at han til sommer vender hjem til Polen.
Afløseren for Parecki er nu udpeget. Valget er faldet på 41-årige Tom Jensen, der siden 2007 har varetaget en række funktioner i Viborg HK som fysioterapeut, målmandstræner, assistenttræner og senest som cheftræner.
Tom Jensen har tidligere været ansat i Skjern Håndbold i tre år, og i ledelsen ser man frem til et gensyn.
- Vi får ikke blot en alsidig og meget kompetent tilføjelse til den sportslige stab, men samtidig også en populær og vellidt herre, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.
Tom Jensen har tidligere trænet Skjerns nuværende målmandsduo, da de begge var ynglingespillere, og det genoptagede samarbejde ser han frem til.
- Skjern er af de bedste klubber i landet. Der er en god klubånd og store ambitioner, og så får jeg ikke mindst muligheden for at arbejde med to af Danmarks allerstørste målmandstalenter i form af Tim Winkler og Kristoffer Laursen. Derfor var det nemt at sige ja, siger Tom Jensen.
Tom Jensen starter i Skjern Håndbold den 1. juli og har skrevet under på en toårig kontrakt.