Skjern bevarer tredjepladsen trods nederlaget til KIF Kolding.
En katastrofal første halvleg af Skjern kostede dyrt i lørdagens topkamp mod KIF Kolding i Boxen i Herning. Gæsterne fra Kolding førte 14-6 ved pausen, og den føring blev aldrig hentet, og derfor vandt koldingenserne fortjent 24-19.
Af Kenneth Thygesen
Sæsonens vel nok dårligste første halvleg af Skjern blev afgørende, da Skjern lørdag aften tog imod førerholdet fra KIF Kolding i en ægte topkamp i Boxen i Herning.
Trods flot opbakning fra de 7.500 tilskuere og et glimrende Skjern-comeback efter pausen var gæsterne fra KIF Kolding skarpest i de afgørende perioder, og derfor kunne gæsterne rejse hjem med en fortjent sejr i bagagen.
Ét mål på et kvarter
Efter en lige start med et lille Kolding-overtag rykkede østjyderne for alvor fra efter et kvarters spil. Koldings bomstærke defensive spiste ganske enkelt Skjern-spillerne, der desperat forsøgte at finde angrebsløsninger.
Ind ville bolden ikke uanset hvilke spillere, der var på banen, og derfor rykkede Kolding fra 6-5 til 14-6 i det sidste kvarter af første halvleg.
Rødt kort gav håb
Otte-måls forspringet til Kolding ved pausen var nærmest umuligt at hente for Skjern, men qua en fremragende fighterindsats, et hurtigere Skjern-angrebsspil og et rødt kort fik vestjyderne midtvejs i anden halvleg chancen for at komme helt tæt på.
Et direkte rødt kort til den svenske Kolding-stjerne Kim Andersson ved stillingen 17-14 i Kolding-favør, gav Skjern en gylden mulighed for et comeback. Desværre for Skjern blev overtalsspillet ikke udnyttet, og i stedet rykkede Kolding fra til 19-14.
Skjern bevarer tredjepladsen
Den mentale lussing kom Skjern sig ikke over, og i de sidste ti minutter lykkedes det aldrig for Skjern at bringe spænding i kampen.
Kolding vandt topkampen 24-19, men Skjern bevarer tredjepladsen med to point ned til Aalborg på fjerdepladsen.